8. september 2014

Jørgen Nielsen trial 2014 – DM5

Endnu engang bød fynboerne os velkommen til dette års 5. afdeling af DM. Vejrudsigten havde sagt at det godt kunne gå hen og blive lidt vådt, og dem der har prøvet at køre Jørgen Nielsen trial i regnvejr ved at der godt kan blive ”en smule” glat i området. Det er nu også sjovt at køre i, selvom det bliver lidt svært og knallerten bliver mere beskidt, men vilkårene er jo lige for alle. Heldigvis holdt guderne på vandet og vi fik lov at køre motorløb i tørvejr. 

Sektionerne på dagen var til den lidt lette side. Dog skulle man stadig koncentrere sig hvis man ville holde konkurrenterne bag sig. Dette var umiddelbart gældende i alle klasserne. Når det så er sagt, så plejer det at være sådan at i ”lette” løb skal der tælles nuller for at afgøre placeringerne i klasserne, men dette var ikke tilfældet denne gang. Alle placeringerne blev fundet uden og det må jo betyde at sektionerne var gode nok. Hvis vi havde fået regn havde det set helt anderledes ud med sværhedsgraden, men enhver der har prøvet at bygge sektioner til løb ved at det ikke altid lige nemt at ramme plet med sværhedsgraden.

Jeg mødte ikke nogle der ikke smilede og hyggede sig og bedømmerne var gode til at få det hele til at flyde. Der var afsat 5 timer til køretid, men denne blev, af de fleste, ikke brugt. Jeg oplevede ikke at holde i kø i bag ved mere end 3 kører da det var værst. Alt i alt var det et godt løb og der var styr på tingene. Det skulle dog også komme som en overraskelse hvis de ikke havde det på Fyn…

 

Hvis vi kaster et blik over den samlede DM-stilling efter dagens afdeling og umiddelbart før sidste afdeling har Rebild Trialsport nogle kører der har gode chancer for gode resultater:

I eliteklassen har Morten Andersen et solidt forspring til nærmeste konkurrent, så mon ikke vi ser ham øverst på skamlen som danmarksmester nu her om en måneds tid.

I +40 klassen ligger Michael Andersen lige nu på en 3. plads og som det ser ud med DM points holder han nok denne stilling.

I A-klassen har vi Henrik Arvad Larsen placeret på en 3. plads, også med margin både op og ned.

I B-klassen er der lidt mere spænding. Sofie Sørensen fører lige pt., men ligger rigtig tæt med 2. pladsen, så det bliver spændende at se om hun kan holde placeringen til sidste afdeling af DM. Hvis dette er tilfældet, så er det umiddelbart første gang at en pige bliver dansk mester i B-klassen.

 

2014 © Rebild TrialSport. All Rights Reserved